Om Løvehave Koncerter
Løvehave Koncerter er en klassisk musikfestival i Sorø. Koncerterne har siden festivalens start i 2020 haft mange af Danmarks og Europas dygtigste musikere på programmet og koncerterne byder på noget af den bedste musik fra den klassiske verden.
Koncerterne startede i Løvehavehus – en smuk tidligere skovfogedbolig som ligger i udkanten af Alsted skov og tæt på Sorø. Det er her navnet Løvehave Koncerter stammer fra.
Nu her i 2025 og næste år i 2026 afholder vi koncerter i Alsted Forsamlingshus, på Sorø Kunstmuseum og en enkelt rundvisningskoncert på Ørnholm, hvor vi drømmer om en kammermusikkoncertsal, som skal stå klar i 2027.
Koncertrækken er arrangeret og stiftet af os, pianisterne Ida Nystad og Magnus Wenzel Most, som også til daglig boede i Løvehavehus. Vi er begge klassiske pianister, uddannet fra Musikakademiet i Krakow og bor nu i Sorø med vores to børn.
Ørnholm Kammermusiksal
I 2024 flyttede Ida og Magnus fra Løvehavehus til Ørnholm, som ligger naturskønt i udkanten af Sønderskov og blot 2 km fra Sorø st. Ørnholm er ligeledes en skovfogedbolig, som lejes af Stiftelsen Sorø Akademi. På grunden er der to huse, det ene hus er vores private bolig og det andet hus er en stor udelænge, som bliver omdannet til en kammermusikkoncertsal.
De skønne rammer med udsigt til ældgamle egetræer, enge med græssende får og køer og direkte adgang til den store smukke Sønderskov gør Ørnholm til et unikt sted. Vi glæder os meget til at vi har fået den gamle længe færdigistandsat til en stemningsfuld kammermusikkoncertsal til glæde for hele området.
Praktisk information
Man er velkommen til at komme i god tid før koncertens start, da der ikke er nummererede pladser. I pausen er der mulighed for at købe et glas vin. Efter koncerten er man meget velkommen til at blive og hilse på musikerne. Der er også rig mulighed for at kombinere koncerterne med en gåtur i Alsted skov, Alsted landsby eller Akademihaven ved Kunstmuseet.
Til koncerten med mad kan man også købe vin og drikkevarer, nøje udvalgt af kok Thomas Nielsen. Vi er utrolig stolte af den mad, som Thomas og hans hold serverer.