Om Løvehave Koncerter

Løvehave Koncerter er en koncertrække med klassiske koncerter hver søndag kl. 16 i august og julekoncerter i december.

Koncerterne finder sted i Løvehavehus, en smuk tidligere skovfogedbolig som ligger i udkanten af Alsted skov og tæt på Sorø.

Huset har en stor stue hvorfra der er udgang via dobbeltdør til en gammel, smuk lukket have omkranset af bøgehæk. I stuen står et Schimmel-koncertflygel og herfra vil internationalt anerkendte musikere fra ind- og udland spille og synge for publikum, der både kan sidde indenfor og udenfor i sommerhaven. Til jul foregår koncerterne kun indendørs i den store stue.

I år er nogle af Danmarks og Europas dygtigste musikere på programmet og koncerterne byder på noget af det bedste musik inden for den klassiske verden.

Koncertrækken er arrangeret og stiftet af os, pianisterne Ida Nystad og Magnus Wenzel Most, som også til daglig bor i Løvehavehus. Vi er begge klassiske pianister, uddannet fra Musikakademiet i Krakow og er nu flyttet hjem til Danmark igen.

Praktisk information

August: Der vil være mulighed for at købe kaffe, hjemmelavet kage og kølig hvidvin både før og efter koncerterne.

Haven vil være åben to timer inden koncerten og ligeledes efter. Publikum er meget velkomne til at medbringe hynder eller tæpper, hvis man sidder udendørs. Koncerterne varer mellem en time og halvanden time og der vil være en pause i midten af koncerten.

Der er også rig mulighed for at kombinere koncerterne med en gåtur i Alsted skov, som grænser op til Løvehavehus.

December: Man er velkommen til at komme i god tid. Koncerterne varer ca. 1 time og er uden pause. Efter koncerterne kan man blive og hilse på musikerne og købe julekager, gløgg og kaffe i husets store og hyggelige gamle værksted. 

Vi følger myndighedernes retningslinjer i forhold til Corona. 

Vi glæder os til at fylde Løvehavehus med musik og slå dørene op for publikum.